Når man søger viden om børns søvnbehov, kan man finde meget divergerende anbefalinger. Fagpersoner, hjemmesider og bøger kan give vidt forskellige svar på et ellers rimeligt simpelt spørgsmål: hvor meget skal børn sove? Noget af forklaringen ligger i, at man nogle steder fokuserer på, hvor meget børn reelt sover. Dette kalder man et gennemsnit. Men det er ikke ensbetydende med, at barnet får den søvn, som ville være ideelt. Eksempelvis viste et amerikansk studie, at teenagere, der får alle muligheder for at sove nok, lander på 9,25 timers søvn. Men de amerikanske teenagere sover reelt markant mindre (læs artikel her Teenagere og søvn).
Der er derfor forskel på, hvad der er normalt, og hvad der er godt.
Hvordan måler man søvnbehov?
De helt små børn kan man ikke spørge: “har du det godt i din krop”? eller “føler du dig udhvilet?”. Derfor bliver det ofte vores opfattelse af trivsel, der afgør om man vurderer søvnen som god. Min erfaring er dog, at trivsel hos små børn nemt bliver sat lig med vægt og vækst. Det er efter min mening lidt voldsomt først at skulle reagere på for lidt søvn, når barnet ikke vokser. Herunder ser du det gennesnit, jeg bruger. Det er en kombination af to ting. For det første rigtig mange timer på skolebænken med næsen i litteraturen. For det andet min erfaring fra mere end 1000 familier i forløb. Herfra har jeg nemlig en ret god fornemmelse af, hvor mange timer det er muligt at få barnet til at sove i døgnet, når vi har elimineret fysisk ubehag, bekæmpet hormoner, der holder hjernen vågen og ryddet lidt op i søvnadfærd. Derfor er denne oversigt for mig et realistisk bud på, hvad de fleste børn vil trives med på døgnbasis.
ALDER | SØVNBEHOV |
Nyfødt | 16-18 timer |
1 måned | 16 timer |
3 måneder | 15 timer |
6 – 18 måneder | 13-14 timer |
2 år | 13 timer |
3 år | 12 timer |
4 år | 11-12 timer |
5 år | 11 timer |
6-10 år | 10-11 timer |
11- 12 år | 10 timer |
13-15 år | 9-10 timer |
16-18 år | 9 timer |
Sover mit barn for lidt?
Det kan være til stor frustration og bekymring, hvis man frygter, at ens barn sover for lidt. Jeg kan huske, hvordan jeg selv som mor første gang fik en kommentar: “Ej, har han været vågen i 8 timer? Så brænder han altså sin hjerne af”. Okay det var måske heller ikke lige den mest pædagogiske måde at sige noget på, og jeg husker det stadig tydeligt. Hjernen brænder ikke af. Men for lidt søvn får ofte nogle konsekvenser for hverdagen. Det kan se ud på lidt forskellige måder. Nogle børn bliver lidt hyperaktive. Andre har måske svært ved at koncentrere sig og kan ikke fordybe sig i en bog eller leg. For lidt søvn får ofte konsekvenser for immunforsvaret. Barnet bliver nemmere syg og har sværere ved at komme ovenpå igen. Det samme gælder i høj grad forældrene. Mange børn, der sover for lidt, er svære at læse og vågner meget let. Man ser også, at de nemmere vågner, når søvnen skifter fase. Måske hvert 30. minut eller hver halvanden time hele natten. Måske har barnet, helt som os voksne, sværere ved at styre sit følelsesliv, bliver nemmere ked af det, vred og opgivende.
Du skal altid kigge på dit barn. Hvis du har et barn, som trives med én time under gennemsnittet, er alt som det skal være. Men hvis barnet sover markant mindre end gennemsnittet, og du som barnets forælder vurderer, at trivslen ikke er god hjemme hos jer, så sover barnet nok for lidt.
Du kan følge med på min instagram profil @modersoevn og få en masse råd til svær søvn.
Du er også velkommen til at booke en konsultation, så vi sammen kan kigge på dit barns søvn. Det kan du gøre her: Book
Sover min baby for meget?
Det kan godt være, at det ikke er det mest populære spørgsmål at stille i mødregruppen, men det er min erfaring, at det kan bringe meget bekymring med sig, hvis ens barn sover mere end gennemsnittet. Måske synes man kun, at barnet er vågen for at spise og hyggesnakke kort for så for igen at være træt. De helt små bruger meget energi på at spise. Som udgangspunkt kan børn ikke sove for meget. Sover dit barn noget over gennemsnittet for sin alder så tjek følgende:
Barnet følger sin vægtkurve (særligt relevant de første 3 måneder).
Barnet er godt tilpas det meste af sin vågentid
Barnet har en god farve, kraft i kroppen og er interesseret i sine opgivelser
-så må barnet gerne sove mere end gennemsnittet. Er du i tvivl så tal med din læge eller sundhedsplejerske.
Nogle børn er meget sansende og nysgerrige i deres vågentid. De tager utrolig meget ind og lægger mærke til alting omkring dem. Disse børn kan være lidt sværere at overbevise om, at søvnen er et hit, men får man dem i en god rytme, kan disse børn nogle gange have brug for ekstra meget søvn til at fordøje alle indtryk.