Slyngevugge, hjælp eller dårlig vane?

Slyngevuggen får både roser og kritik. Jeg får ofte spørgsmål til denne soveplads. Derfor vil jeg i denne artikel komme med min vurdering af slyngevuggen ud fra en søvnvejleders perspektiv. Slyngevuggen kan nemlig, efter min mening, både være en kæmpe gave og en massiv begrænsning. Derfor er det, som med så meget andet, godt at tage en beslutning på et informeret grundlag. Jeg er ikke under indflydelse af firmaer. Artiklen er udelukkende baseret på min viden og erfarring fra familiernes egne forløb.

Hvad er en slyngevugge?

En slyngevugge er en omsluttende vugge (ofte i bomuld) som hænger frit, enten fra en dørkarm eller på et stativ. Imellem selve vuggen og fastgørelsen til loft eller stativ sidder en stor fjeder, som gør det muligt, ikke kun at få vuggen til at glide fra side til side, men også at bounce op og ned. Dette kan gøres ved håndkraft eller ved hjælp af en vuggemotor, som holder en stabil rytme. Der er forskel på, hvor meget barnet må veje samt anbefalinger i alder fra mærke til mærke. Følg altid grundigt producentens anvisninger. Følg altid Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at spædbørnbørn anbefales at sove på ryggen, ligger så de kan dreje hovedet fra side til side, ligger på en fast madras i slyngevuggen, ikke får det for varmt og ikke tilbydes en hovedpude.

Hvorfor er slyngevuggen populær?

Vuggen omslutter barnet og genskaber på mange måder den bevægelse barnet kender fra livmoderen eller favnen hos en forælder der bouncer. Denne bevægelse er yderst effektiv til mange børn både til indsovningen og fastholdelse af søvnen.

Hvad siger forældrene om slyngevuggen?

I mine år som søvnolog og vejleder for børnefamilier har jeg hørt mange udsagn om den svævende vugge. Udsagn som rammer hele spektret. Nogle oplever, at det ændrer hele hverdagen omkring barnet, fordi barnet nu kan få sin søvn uden 24 timers indsats fra forældrene. Dette giver selvsagt flere timer i døgnet til mor og far, som nu kan nå på toilettet, få mad, søvn, bad osv. Dette vil for rigtig mange højne følelsen af overskud som forælder. Det er også en stor gave at have et barn som får søvn nok. Det at mærke at barnets trivsel højnes er uvurderligt. For nogle kan slyngevuggen modsat føles som en stor begrænsning, fordi forældrene nu oplever, at barnet ikke kan sove andre steder end i netop denne vugge med netop denne bevægelse. Slyngevuggen kan ikke hænges op i Magasin og det kan føles begrænsende, hvis man ikke kan komme i mødregruppe, fordi der ikke lige er en dørkarm med ro til søvn. Mange forældre beskriver, at de er bange for at institutionslivet bliver umuligt, hvis ikke barnet kan sove i en barnevogn.

Hvem bruger en slyngevugge?

For nogle er det blot en soveplads som så mange andre. Men jeg oplever dog at vuggen bruges særligt i de familier, hvor søvnen er udfordret. Det kan være i forbindelse med udviklingsspring, at vuggen kommer på banen. Hos familier som oplever kolik, kan slyngevuggen blive et break i en dag fyldt med gråd og uro. Den kan være en stor hjælp hos forældre som er fysisk pressede af selv at skulle “hoppe”, bounce eller sidde på yogabold under barnets søvn. Derfor kommer den tit på banen i de familier, hvor barnet har søvnangst og græder meget på vej ind i søvnen. Den er ligeledes meget brugt som forsøg på bekæmpelse af de famøse “30 minutters lure.”

Er det enten eller slyngevugge?

Man kan sagtens have en slyngevugge, som man anvender til nogle af lurene. Til den sidste svære powernap, eller at den bliver brugt som et sted barnet lige kan få et lille “frikvarter” for stimuli i løbet af en dag. Nogle bruger den ud på morgenen, når den urolige REM søvn laver lidt ballade. Det kan godt blive sådan at barnet forbinder det at skulle sove med den bouncende bevægelse, og det derfor bliver svært at få lure til at fungere andre steder end her. Men det behøver på ingen måde være sådan. Det kan “forebygges” ved at følge nogle af mine råd herunder.

Søvnologens råd til brug af slyngevugge

Drop den dårlige samvittighed. Hvis du oplever, at jeres trivsel højnes, fordi barnet får mere og bedre søvn, og du som forælder er mindre slidt og ked af det, så er slyngevuggen en gave. Stå ved dit valg og glæd dig over, hvis den virker. Virkelig mange forældre fortæller mig, at de skammer sig over at bruge den, fordi det føles som den nemme løsning, når det kommer til at give barnet nærhed og omsorg. Det er jeg ikke enig i. Ingen børn ligger 24 timer i en slyngevugge. Der er stadig mange timer i døgnet som foregår på armen, puslebordet, ved brystet, flasken i favn, i vikle. Det er også trygt at sove i en slyngevugge, mens mor ligger ved siden af og lader op til hygge når luren er ovre. Børn har også brug for, at deres forældre har det så godt som muligt. Skam er angst for at blive set skævt til, ikke må være en del af fællesskabet, blive dømt ude. Mom shaming er en forfærdelig opfindelse. Hvis fællesskabet shamer, så er det ikke et godt fællesskab. I skal gøre det, I trives med hjemme hos jer.

Kan det handle om noget andet?

Børn der enten har soveangst eller generelt kæmper meget imod søvnen kan have deres grunde. Der er masser af “gode” grunde til at babyer ikke synes, at søvn er noget, der er værd at bruge tid på. Men det er fra mit perspektiv vigtigt, at vi ikke “bare” skruer op for den bouncende bevægelse, når børnene kæmper imod søvnen. Jeg har intet imod slyngevuggen. Det vil jeg gerne slå fast. Men jeg har noget imod, når fagpersoner ikke er grundige i vurderingen af børns trivsel. Hvis alt andet er på plads kan slyngvuggen, i min optik, få lov at bounce derudaf. Men trivsel er mange ting. Herunder ser du nogle af de parametre jeg altid går grundigt ind i med familien.

Følger barnet sin vægtkurve? Fungerer barnets fordøjelse? Kan barnet have refluks? Fungerer amningen/flasken godt eller sluger barnet eksempelvis meget luft under måltidet? Får barnet bøvset af efter maden? Er barnet overtræt? Undertræt? Kan barnet have spændinger? Kan barnet have væske på ørene? Hvordan har familien det som helhed? Har barnet udslæt? Sygdom? Har barnet ondt i maven?

Det kan jo sagtens være sådan, at man ved, at barnet har udfordringer på nogle af disse parametre og bruger slyngevuggen med succes så barnet får noget søvn. Det er super! Men jeg synes, det er vigtigt at huske, at slyngevuggen faktisk er så effektiv at den ikke må overdøve sult, smerter mm.

Skru ned, når det er muligt.

Det er ikke sikkert barnet behøver den vuggende bevægelse under hele søvnen. Det er ikke sikkert barnet behøver sove alle lure i slyngevuggen. Måske barnet kan sove nogle af sine lure i en barnevogn, og det meste af natten i en seng. Fasthold endelig dette. Børn kan godt have flere sovepladser i løbet af dagen. Det er ikke hensigtmæssigt med mange forskellige sovepladser, men kan barnet sove både i vikle, slyngevugge og barnevogn giver det frihed for alle.

Det kan være barnet har ekstra brug for bevægelsen fra en slyngevugge i perioder med udviklingsspring, tandfrembrud mm. men overvej om du kan skrue ned for antallet af timer i slyngevuggen samt hvor kraftigt den bouncer i de perioder, hvor der er mere ro på. Så kan du nemlig skrue op, når der igen kommer en urolig periode.

Læg en plade i eller sæt liften ind i vuggen.

Den svøbende effekt er dejlig, men ønsker man at barnet vænner sig til et mere fast underlag kan man starte med at introducere det i vuggen. Sæt enten en lift med fast bund ind i vuggen eller tilkøb en afstiver som er designet til formålet.

Ikke alle lure skal være 3 timer

Slyngevuggen er effektiv. Faktisk så effektiv så jeg nogle gange oplever, at den laver lidt rod i døgnrytmen. Det kan være et barn der sover mange lange lure i slyngevuggen om dagen men så er meget urolig om aftenen. “Dark horse” i søvnens matematik er nemlig at hjernen skal tilbydes nok vågentid i dagstid for at kunne sove om aftenen og godt om natten. Du kan læse mere her Søvnpres og vågentid og Hvor meget skal børn sove?. Derfor er det ikke sikkert at barnet vågner efter 30 min, fordi der er noget i vejen, men fordi barnet er færdig med at sove og har brug for vågentid.

Institution og slyngevugge

Helt grundlæggende oplever jeg, at rigtig mange bekymringer om søvn og institution er spildte. Personalet i vuggestuer og dagplejer er dygtige og kompetente og mange spilleregler ændres når barnet skal sove her. Personalet har nemlig ikke jeres historie med barnet. De 4 måneder med kolik sidder ikke i deres nervesytem. Jeres timelange “kampe” for barnevognstræning og skræk heraf er ikke en del af deres opfattelse af barnet og derfor lykkes det faktisk ganske ofte ret hurtigt pædagogerne at hjælpe børnene til at sove i barenvogn eller krybbe. MEN der er ingen tvivl om, at det kan være en fordel for alle, hvis barnet oplever det son trygt og genkendeligt at sove i barnevogn inden man starter op. Ser derfor herunder .

Hvordan afvænner man barnet fra slyngevugge?

Mange forældre fortæller faktisk at barnet selv siger fra og at bekymringerne bliver gjort til skamme. Det er jo dejligt. Er dette ikke tilfældet så læs med her.

Måske har dit barn sovet i slyngevugge i 6 måneder. Husk når du går i gang, at vi heller ikke kan ændres en voksens sovevaner fra den ene dag til den anden. Måske ville jeg ikke engang kunne lære dig på 3 dage at sove godt uden en hovedpude og her laver vi bare om på en lille ting i dine sovevaner. Du skal altså starte med en god portion tålmodighed.

Nogle gange kan man arbejde med en “forflytningslur” hvor barnet falder i søvn i vuggen men flyttes til barnevognen. Men det er faktisk ret svært at snige et barn både ned i en slyngevugge eller for den sags skyld op af den. Derfor anbefaler jeg, at man arbejder med at ændre indsovningen i slyngevuggen. Slyngevuggen har 2 elementer som adskiller sig fra eksempelvis barnevognen. 1 den svøbende effekt og 2 den bouncende bevægelse. 1. skridt på vejen er derfor, at få barnet i en lift eller på en afstivenede madras nede i slyngevuggen. Dette gøres i nogle dage til barnet er vant til denne nye måde at sove på.

Herefter skal vi arbejde med bevægelsen. En barnevogn kan godt lave bevægelse, men den kan slet ikke give det store sug i mellemgulvet som slyngevuggen kan. Derfor skal du arbejde med at skrue ned for bevægelsen i slyngevuggen på vej ind i søvnen. Start som du plejer, evt. med motor. Men efterhånden som barnet bliver mere og mere rolig, så skal du fjerne nogle af de bevægende elementer, som slyngevuggen kan som barnevognen eller sengen ikke kan. Ændrer lidt på kraften, rytmen, tempoet og retningen. Ikke fra den ene dag til den anden, men over dage og uger. Du vil formodentlig opleve, at det er nemmere til den første lur på dagen. Brug derfor denne til at nedjustere bevægelsen. Det vigtigste element du skal skrue for er retningen. Fra op og ned til fra side til side. Når I er nede i intensitet så forsøg til formiddagslur en tur i barnevognen på brosten.

Følg med på instagramprofilen https://www.instagram.com/modersoevn/ for råd. Har du brug for konkret hjælp kan du booke en konsultation her: Konsultation

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *